Find det rette regndæken til din hest
At være hesteejer er helt sikkert en livsstil. Det afspejler omkostningerne til ridesporten også. Det kan være ret dyrt at have hest. Der er mange faste udgifter, for ikke at nævne alt det rideudstyr, der skal købes. Meget af det er sliddele. Dette gælder særligt dækkener, som udsættes for vejr, terræn og foldkammerater! Derfor kan det godt betale sig at kigge nærmere på pris og kvalitet.
Her finder du det billigste regndækken
Det er muligt at få et meget slidstærkt regndækken, hvis du er oppe i 3000 kr. eller derover. Der er dog stadig den risiko, at det kan blive ødelagt. Vil du gerne have et godt dækken til en fornuftig pris, kan du med fordel se nærmere på mærker som Waldhausen og Catago. Waldhausen har deres egen economic linje inden for næsten alt rideudstyr. Det betyder, at du her kan købe et regndækken for meget billige penge. Dette er et oplagt valg, hvis din hest eller dens foldkammerater har til hobby at bide hul i dækkenet.
Går du videre til deres ”Comfort” linje, stiger pris og kvalitet lidt, men det er stadig i den lave ende. Forskellen på economic og comfort er i højeste grad pasformen på dækkenet. Economic dækkenet kan virke en lille smule firkantet, hvorimod comfort er mere detaljeret, og så kan denne linje fås med halvhøj hals eller aftagelig hals.
Waldhausen er også en af de få leverandører af rideudstyr, der har et stort udvalg til shetlandsponyer. Du kan derfor under dette brand også finde et dækken til den helt lille shetlandspony.
Innovative regndækkener til en god pris fra Catago
Catago går meget op i at være innovativ og udvikle nye teknikker til deres dækkener. Ved at vælge et regndækken fra Catago, kan du derfor finde et dækken med god pasform i mellemprislejet, som har nogle rigtig gode egenskaber.